Bliv godt klædt på til selvangivelsen 2021
Det er nu igen den tid på året hvor selvangivelsen står for døren og hvor det for mange er nervepirrende at se om de skal have penge tilbage i skat eller i stedet mangler at betale noget skat.
Skattestyrelsen gør heldigvis en stor del af arbejdet ved at indhente oplysninger fra bl.a. arbejdsgivere og pengeinstitutter, men der er også ting som du selv skal huske at påføre selvangivelsen.
Indberetning af håndværkerfradrag
Alle personer over 18 år i en husstand mulighed for at få et udvalgte servicefradrag og/eller håndværkerfradrag for arbejder, som er udført i privat hjem eller fritidsbolig. Der gives et fradrag på 25.000 kr. for begge ydelser.
For at benytte håndværkerfradraget for 2021, skal du have betalt regningen digitalt senest to måneder efter årsskiftet, altså senest 28. februar 2022. Derudover skal du indberette informationer om udgiften, udførerens CVR-nummer samt dato for betaling.
Typen af ydelse skal fremgå af skattestyrelsens liste som findes på skat.dk
Indberetningen gøres på følgende måde:
1. Gå på skat.dk og log på med NemID eller mitID
2. Vælg ”Indberet håndværkerfradrag for 2021”.
3. Oplys, på hvilken type ejendom arbejdet er udført, vælg ydelse på listen og notér CVR-nummer på den, der har udført arbejdet.
4. Oplys fakturadato og arbejdsløn uden moms og tryk ”overfør”, så beløbet overføres til årsopgørelsen for 2021.
Befordringsfradrag
Du kan få kørselsfradrag, hvis du har mere end 24 km til og fra arbejde (over 12 km hver vej).
Du får fradrag for de dage, du reelt kører til og fra arbejde (altså ikke hjemmearbejdsdage, kursusdage, sygedage, orlov mv.).
Ligesom i 2020 er befordringsfradraget ikke fortrykt på årsopgørelsen, fordi Skattestyrelsen ikke kan skønne antallet af mødedage på den faste arbejdsplads grundet covid-19, hvor mange har været hjemsendt eller bare arbejdet mere hjemme.
Du skal derfor selv indberette befordringsfradraget. Det gøres ved at opgøre antallet af arbejdsdage. Fradraget kan udregnes i indberetningsmodulet ved siden af rubrik 51 i oplysningsskemaet, hvor du indtaster din bopæl, arbejdsadresse, antal arbejdsdage i 2021 og overfører til årsopgørelsen.
Det er vores forventning at der vil skulle indtastes måned for måned ligesom i oplysningsskemaet for 2020.
Deleøkonomi
Uagtet at covid-19 pandemien har fyldt meget i 2021, så er deleøkonomi fortsat ”hot”. Hvis du i 2021 har udlejet fx din bolig, sommerhus eller bil m.v., skal du huske at angive det skattemæssige resultat.
Vær opmærksom på at der for visse tjenester findes et bundfradrag (eksempelvis AirBnB og Gomore), og at disse udbydere ligeledes indberetter din indkomst til skattestyrelsen. Det er imidlertid dit ansvar at sikre at det er påført korrekt på oplysningsskemaet.
Frister for selvangivelse og årsopgørelse
14. marts 2022:
Skattestyrelsen åbner for den foreløbige årsopgørelse og foretage rettelser. Har du en udvidet selvangivelse er det også her at muligheden for at selvangive åbner.
Fra 8. april 2022:
Eventuel overskydende skat udbetales.
1. maj 2022:
Sidste frist for at rette i årsopgørelsen 2021, medmindre du har et udvidet oplysningsskema.
1. juli 2022:
Sidste frist for indberetning af det udvidede oplysningsskema. Det er samtidig sidste mulighed for at indbetale restskat uden procenttillæg.