Hvad er dine ferierettigheder?
Som lønmodtager optjener du ret til 2,08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse i ferieåret, som løber fra 1/9-31/8. Uanset om du har optjent ret til betaling eller ej, har du som lønmodtager altid ret til at holde 25 dages ferie om året.
Når du har optjent ret til ferie med løn, så vil lønnen svare til din sædvanlige og fast påregnelige løn på ferietidspunktet. Hertil skal tillægges værdien af eventuelle personalegoder, som du ikke råder over under ferien.
Foruden dette har du, som ansat med løn under ferie, ret til et ferietillæg.
Hvad er ferietillæg?
Ferietillægget er et ekstra beløb som alle lønmodtagere, der er ansat med ferie med løn, modtager hvert ferieår. Tillægget er fastsat i Ferieloven og svarer til minimum 1% af den ferieberettigede løn, men kan også være individuelt forhandlet højere.
Den ferieberettigede løn udgøres af lønmodtagerens grundløn samt øvrige skattepligtige løndele.
Hvem har ret til ferietillæg?
Alle lønmodtagere med ret til løn under ferie har krav på at få udbetalt ferietillæg.
Hvornår skal ferietillæg udbetales?
Ferietillægget udbetales af arbejdsgiver og kan udbetales på to måder:
- Løbende i takt med afholdelse af ferie
- To gange årligt; med lønnen for maj og med lønnen for august.
Den sidstnævnte metode er den mest udbredte, da denne metode letter det administrative arbejde omkring udbetalingen af ferietillægget.
Udbetales ferietillægget med maj- og augustlønnen, vil tillægget dække perioden 1/9-31/5 der udbetales med lønnen for maj, og perioden 1/6-31/8 der udbetales med lønnen for august.
Hvad med ferietillæg når medarbejderen fratræder?
Hvis en medarbejder fratræder, skal ferietillægget opgøres og udbetales ved fratrædelsen.
Har man valgt at udbetale ferietillægget løbende i takt med afholdelse af ferie, skal den fratrædende medarbejder have 12,5% i feriegodtgørelse for den ikke afholdte ferie.
Har man valgt at udbetale ferietillægget to gange årligt, vil der opstå et mellemværende angående ferietillæg. Arbejdsgiveren skal i denne situation udbetale ferietillæg for faktisk afholdt ferie siden seneste udbetaling af ferietillæg.